ELLIPSIS

The past months Chilean university students have been striking, protesting and manifesting their discontent with the quality of the liberal education system in Chile. Lots of students are heavily indebted by university fees and there is little chance that they will get a job that can both pay back their debt and pay their living. Despite the negative scenario students have taken rather humorous, yet provoking and impressive approaches to protesting. Some examples are presented here – with the organization and imagination noticeable one is wondering if they need private education at all? This is in fact a great DIY U:

§ Flashmob for education with thousands dancing Thriller in front of the government building – “don’t treat us like zombies and kill us with debts!”

Thriller por la educación, handheld:

Thriller por la educación, official:

Official youtube tutorial:

Collective dancing classes in the occupied Universidad de Chile:

§ Homepage where students upload a photo of themselves and a digit telling the size of their debt:
Yo debo

§ Imitation of a coca-cola commercial: there are reasons for free education

Hay razones para crear una educación gratuita:

§ Mass kiss for education in Plaza de Armas, the main square of the city

Besatón:

§ Exhibition of objects of violence used by the police in demonstrations, especially details from teargas bombs that the police used generously:
Museo de la repressión

§ Romantic revolution using Summer Nights from Grease 

Aperra por la educación: Grease de la toma:

§ Some photos from a recent demonstration showing the violent side of protesting:
Terremoto social en Chile

I starten var de flere. Især den lille tynde med den korte stramme nederdel og toppen skræppede op. De stod i en gruppe af fire eller fem stykker under vores soveværelsesvindue, en 5 etager nede. En livlig flok, altid i bevægelse, søgende ud mod forbigående eller tøvende biler. Det var den sommer, sensommeren, hvor ankomsten og de store møl, en blærebetændelse og et ukendt socialt liv langsomt spiste den opsparede energi og stolthed og satte identiteten til salg. I vinteren forsvandt de, både møllene og transvestitterne, og næste sommer kom de kun sporadisk tilbage. Den lille tynde hørte vi ikke meget til og gruppen, der ellers havde hilst min far og jeg velkommen efter en ørkenvandring efteråret forinden, blev aldrig den samme. Man kunne sove om natten uden at blive vækket af superbt kokette udbrud, men man kom umodtaget hjem om aftenen. Hvornår hun dukkede op, Suzana, vides ikke præcist. I starten stod hun under vinduet og overraskede en aften med sin stærkt nedringede bluse, der blottede et par karakteristiske fladt fyldige bryster. Læberne var stærkt optegnede, øjnene åbne i et evigt spørgende udbrud. Hun aldrig sagde noget, havde en blikkets flirten, der blev udvist overfor ikke genkendelige forbipasserende. José blev ikke mere tiltalt, rendt efter eller fløjtet af, hun havde en jordnær stil, der med nedadstræbende kraft og opadstræbende bryster satte mændene og munden i bevægelse, gerne i naboopgangens lille indhak nede ad gaden eller i et af områdets små moteller. Da restauranten på hjørnet overfor lukkede, rykkede hun derover og stod under det afrundede halvtag. Næste sommer var hun den eneste på skansen. Hun havde fået retten til sit hjørne, blot to blokke fra gadepolitiets bås i San Camilo, og der stod hun med en rolig energi, der lidt efter lidt kunne listes et genkendelighedens smil ud af. En slags galionsfigur på vores gadehjørne, Violliers forfinede blomst, der i sin overdrevent sminkede skønhed mindede om den lokale mandschauvinismes underbevidste seksualitet og eksplicit racistiske begær.

Sommer nummer to rykkede gadens liv sig rundt, de placerede busstoppestedet for 405 og 210 i midten af gaden, mindskede fortovet og fældede de beroligende træer. Der blev konstrueret fra morgen til aften i en hede, der åbnede hudens porre og lejlighedens vinduer og lod varme og larm strømme ind i en overdøvende, afvæbnende gestus. I denne gennemtrængende tilstand blev ph.d.-ansøgningen skrevet godt hjulpet af nettets Borgeske pdf-arkiver og skype-medierede samtaler med Damer i Periferien. Der blev stadig gået til spansk, men bussen blev ikke for alvor taget førend efter jordskælvet, hvor cyklen fandtes for usikker og blev stående i det gamle tjenestepigeværelse bag køkkenet. Busstoppestedet var et andet og ukonstrueret, det stoppede foran arbejdernes hospital, én parallelgade henne og tæt ved metro Bustamante. Det var en af de lokale, gule D-busser, nummer D18, der stadig kørte larmende ræs og vidnede om en tid før det regulerende Transantiago, der gjorde en ende på den vilde vestens frie konkurrence blandt busserne på gaden. Det var byens cowboychauffører, der tog de fine damer med rundt i Providencia og Nuñoa, de lidt rigere middelklassekvarterer, der startede på den anden side af vejen. I bussen kiggede de nok, men faktisk ikke meget, langt mere var man i fred for mandlig råben, fløjten, sagten af lastbilens fart, blik og anden træls opførelse end på sin cykel. Selv når man en sjælden gang krydsede floden med bus 201 fra Cal y Canto og indtog de traditionelt set kødelige områder Recoletta og Independencia, var man én blandt de andre. Universitet, der var målet, var omringet af gadesælgere og her kunne man finde de fineste plastikhårsmykker og andet gejl. Der var en næsten tykkere varme i de busser og gader, selv i vinteren, hvor vi frøs i kunstens navn blandt døde kroppe i universitetskælderens anatomilaboratorium under indtagelse af varme drikke og indhyldet i røgen fra selvdyrket, hallucinerende tobak.
Senere kom bus 501 til yoga, der glimrede ved altid at have sælgere eller performere med. Der blev tilbudt strømper om vinteren, julekort til jul, helbredende magnetarmbånd om efteråret, is og kolde vand i tapesammenstykkede flamingofrysebokse om sommeren og hjemmelavede papirsblomster om foråret. Et særligt tilbud var der tit, hvis man købte mere end en og i det hele taget kunne alt fås til spotpris. Efter jordskælvet skulle vi støtte opbygningen af lokalsamfund, der faldt uden for mediernes og pengepungenes opmærksomhed, efter regeringsskiftet skulle vi støtte de blinde, der var blevet smidt på gaden, da deres offentligt støttede arbejdssted lukkede i centrum, efter mineulykken i San José skulle vi støtte minearbejdere fra andre pludseligt lukkede miner og altid skulle vi støtte Gud og alle hans gerninger, også gerne med en skilling. Vi lyttede til Rock’n Roll, chilenske arbejdersange fra halvfjerdserne, hundrede år gamle romantiske serenader, landlivets cueca, nordchiles indianerinspirerede toner spillet på halve dyrekroppe med strenge og så var der, dog i nummer 405, pigen fra Peñaloen, der rappede sig igennem turen og livet i forstaden i overalls og halvt bar mave. Det skete på vej hjem fra akupunktur med et selvmedlident hold i nakken, der dér blev rappet af banen.

I månederne efter jordskælvet, hvor vi holdt os mere hjemme, foldede bygningens beboere sig ud. Den altid velklædte herre fra syvende sal, der aldrig klagede over elevatorens evindeligt forsinkede reparation, fandt vi pludselig hos damen på fjerde, da vi løb ned på gaden efter efterskælvet den ellevte marts. Det skete, mens fjernsynet kørte og vi så Bachelet på bilen, hvor hun vinkede til folkene i Valparaíso. Vi hørte Piñeras pinlige uvidenhed om de udenlandske statsoverhoveder, der var kommet til ceremonien, men som alle løb skrækslagne ud ved efterskælvets eget efterskælv. Nede på gaden købte vi en chokolade til damen på fjerde, der var ude af sig selv ved endnu en gang at skulle rystes. Da vi kom tilbage fra butikken, var hun kommet ned med den velklædte herre og snakkede med bygningens vicevært, der boede i kælderen med sin kone. Alle havde de boet der i mange år og kunne huske både 1960 og 1985, de to forrige gange Chile blev ramt af den 25-årige cyklus jordens tektoniske plader genkomponerer landet i. Huset var stærkt, kunne de med erfaringens klogskab bevise, men fortovet på den anden side af gaden skulle vi holde os fra, muren var begyndt at hælde og kunne falde når det skulle være. Senere kom den gamle dame op og bankede på. Det var på dagen, hvor den pauvre statspension blev udbetalt og i en pose havde hun en nøglering med en lille gul fisk, der svømmede rundt i noget rødt vand. Det var en tak for vores omsorg og chokoladen, sagde hun meget rørt og vendte rundt med tårer i øjnene.
Også vores nærmeste nabo havde boet der siden fra før 1960 i et værelse på femten kvadratmeter inklusiv bad, vaskemaskine, toilet og køkken. Vores udendørs tørrearrangement vendte ud mod hinanden og her så vi ind i hendes liv via det eneste vindue hun havde. Hun var altid stramt klædt på og havde af og til en herre på besøg om søndagen, som hun hentede completos til, en lokal variant af hotdog med det hele. I starten mærkede man irritation over mærkerne vores cykler lavede i elevatoren, men da skælvet og en stjålet cykel stoppede dét, blev hun venligt stemt. Et par korte samtaler havde vi da på gangen samt lune smil kastet henslængt til os på trappen. Den anden nabo tiltalte os via håndlavede tegninger med livskloge citater på hoveddøren. Livet er en drøm, en gave, fuld af overraskelser og det er om at gribe det, være søde mod hinanden og smile. Om aftenen eller ved lidt yngre herrebesøg lukkede hun sin kat ud på gangen og der gik den rundt og miavede sig ind i vores maver.

I de år var der megen kommen og gåen og turen til lufthavnen var efterhånden blevet en vanesag. En dag sad jeg i skramlebussen på vej hjem efter at have kørt min far til flyveren og faldt i snak med brasilianeren ved siden af. Hun var kommet til Chile for at se en kabaret og følge en workshop med det nu gamle orakel af en psykomagisk kunstner og tarotkortlæser, Alejandro Jodorowsky. Dét rigere af min fars efterladte pesos, inspireret af tilfældet og nysgerrig efter gentagende samtaler med nærmeste venner, hvori Jodorowsky blev omtalt i en særlig tone, besluttede jeg at tage med til hans workshop den følgende lørdag. Egentlig mest for at vide mere om tarot. Da dagen var omme havde jeg været død, var blevet renset, havde ligget omfavnet med mit øre på en middelaldrende herres bryst og lyttet til hans hjerte, var blevet genfødt, havde fortalt mine forældre sandheden gennem en ung kvinde, var blevet skældt sønder og sammen i rollen som en ældre kvindes far, havde råbt af de mandschauvinistiske kvinder med andre frustrerede, var blevet klædt imaginært dronninge-agtigt, måske gudinde-agtigt ud af en uruguayer, havde mediteret mig ud i universet og lyttet til psykomagikerens råd givet til folk med brændende spørgsmål affødt af livets påtrængende krydsveje. Alt sammen på et livserfaringens spansk. Dagen havde været genialt gak gak i omgang med 300 chilenere og regionens tilrejste tilhængere, der alle sad som børnehavebørn om historiefortælleren med en iver for at få sine tarotkort læst og spørgsmål besvaret. En mærkeligt nok stille overvældende oplevelse, hvor jeg efter næsten to år i et land mødte mine medmennesker i en ligefrem udveksling. Status var skubbet i baggrunden og man kunne, hvis man skulle kollapse, blive holdt oppe af kollektivets synergi. Da jeg gik derfra, var det med en fornemmelse af endelig at have stået ansigt til ansigt med “chileneren”, den abstrakte betegnelse med hvem jeg havde omgivet mig længe, men aldrig rigtigt havde set i øjnene. Samme aften var der endnu et socialt arrangement hos nogle i omgangskredsen. De havde netop taget naboens udstødte killing til sig, en lille hvid beskidt sag, der skræmt sneg sig rundt i haven. La Reina, eller Dronningen, som de kaldte hende, endte spindende i mit skød.