ELLIPSIS

Hvordan forholder man sig etisk til et kunstværk/en kunstner, når man skriver om det/den?

Det spørgsmål stillede vores forlæser på Goldsmiths i dag.

Ret interessant.

Udgangspunktet var Emmanuel Levinas begreb “det andet”, som Levinas udvikler i 1950′erne og opefter.

I vestlig filosofi er det en tradition at tale om jeg’et, om væren ud fra selvet, og i det ser Levinas en tråd til kolonialisering og udbredelse af det vestlige jeg’s væren i verden. Der mangler ganske enkelt en forståelse for og en forholden sig til “det andet”.

Det andet er noget, man aldrig vil kunne vide, aldrig kunne forstå 100% og aldrig kunne gribe. Med den vestlige filosofis fokus på jeg’et bliver det andet noget man frygter (jeg forstår det som den trussel, det andet kan udgøre, hvis man kun er optaget af sin egen væren). Den nærliggende løsning på at tilintetgøre sin frygt er at tilintetgøre det andet. Derved bliver det også en frygt for, hvad ens egen eksistens kan medføre af vold og ødelæggelse.

Ansigtet bliver for Levinas et billede på mødet med det andet. Ansigtet er der, hvor “det andet”s sårbarhed, “vulnerability”, træder frem. Men i ordet vulnerability ligger også en udsathed, det at være nøgen og forsvarsløs, og det ansporer til vold mod den anden.

At handle etisk handler ifølge Levinas om at handle med respekt over for den anden. Et face-to-face-møde, hvor man ikke ser på overfladiske faktorer som status i samfundet, tøj, hår/hudfarve osv. Et face-to-face møde er derved bedst, når man ikke registrerer de overfladiske ting, men ser/oplever det, der går “beyond”. Man skal frigøre sig fra sin egen forståelsesramme, når man møder “det andet”. Have respekt for det andets nøgne ansigt.

Lidt abstrakt og med argumentationsrækken stadig delvist i tåger står der tre ting frem:

1: Hvis et kunstværk er lig “det andet”, hvordan så skrive om det uden at prøve at definere noget, som man aldrig vil kunne vide? Uden at lukke noget, som skulle holdes åbent? Uden at simplificere noget, der i sig selv er komplekst?

2: At handle med respekt for den anden og i et face-to-face-møde kan udleves på mange forskellige niveauer, lige fra at tale til din medpassager i bussen til at have dialog mellem lande/parter i krig. Her mener Levinas at det er “the saying”, det, at der bliver sagt noget overhovedet, der er det vigtigste, fordi det implicerer/inviterer til en dialog.

3: Det er virkelig en prøve, ikke at lægge egne oplevelser og erfaringer i munden på “den anden”. Men det kunne måske være sundt. Ikke altid at se verden fra “sådan som JEG oplever den og derfor må du også opleve den sådan”, men indse, at verden opleves fra mange milliarders øjne, som langt fra ser det samme som JEG.