ELLIPSIS

For præcis en uge siden vandrede jeg træt ud af et konferencelokale i Manchester efter en hel dag med indlæg om kunst, tro (Islam) og identitet (diaspora).

Egentlig var den ikke så interessant. Måske fordi jeg var tæt på at kollapse af vidensoverload og måske fordi jeg i virkeligheden burde have koncentreret mig om mit essay til Goldsmiths.

Anyway, første indtryk var… tankevækkende. Alle stolene i konferencesalen var “in memory of”, stoleryggen foran var fx. in memory of JOHN R. CHAPMAN 1939-2004. Min sidemand kiggede sig omkring i salen og kommenterede tørt, wow, that’s a lot of dead people. Ja, cirka 200.

Vent, første indtryk var faktisk en ung mand. Han ankom samtidig med mig og trak en lille minikuffert på hjul efter sig. Derfor lagde jeg mærke til ham. I den havde han, hvad der senere skulle være hans påklædning; en burka i mørkerød, gul og orange, hvorpå der med guld stod: KISS ME QUICKLY. Han var deltager og performede sig igennem konferencen.

Foran mig sad to indisk-udseende damer i nøjagtig ens tøj; bordeauxrød uldfrakke, røde indiske bukser, røde indiske sko og fine guldsmykker. Håret var ens, ja alt var ens og jeg gættede mig til, at de var The Singing Twins, der skulle åbne konferencen næste dag – men så langt kom jeg aldrig.

Uret stod konsekvent på 06:52:35, mens dagen gik og talerstolen blev indtaget igen og igen. Interessant og helt klart dagens højdepunkt var Homi Bhabha, der talte om Slowness, Mediation and Modes of Cultural Transmission. Baggrunden var en udstilling på MoMA i NY: Without Boundary. Han pointerede vigtigheden af det langsomme møde med de(n) andre kultur(er) som modsætning til mediernes hurtige og korte statements. Kunstnerne fra Without Boundary brugte alle langsomheden som et bevidst greb i deres praksis, fx. ved at bruge medier, der er langsomme i skabelseprocessen og som også kræver tid, når de ses – så man som beskuer bliver tvunget til det langsomme møde.

Mere interessant var Homi Bhabhas ideer om citizenship/statsborgerskab. Han omtalte dem ikke meget, men henviste til hans næste bog Global Measures. Under imperialismen var vestens forhold til de kolonialiserede lande et spørgsmål om, at de skulle blive vestlige, moderniserede. Efterkrigstiden handlede om at være med eller imod og nu, nu handler det om borgerskab og sikkerhed. Sikkerhed som den spiller ind på dagligdagen og opfattelsen af verden (overvågning, sikkerhedstjek, visa, opholdstilladelse etc.) samt det at være/blive statsborger uden for ens nationale grænser.

Apropos nationale grænser. Det er underligt at mærke, at Danmark nu i høj grad identificeres med ordet cartoons. Noget man ikke tænker over hjemme i dk, men som er meget present her. Man mærker alvoren bag/efterdønningerne af Danmarks handlinger og at “alle for en, en for alle” betyder, at også dig, mig og din nabo ryger ind under samme cartoons-kategori.

At handle med omtanke kom frem i et andet indlæg, hvor en redaktør og forfatter, Sara Wajid, benyttede sig af citater fra anmeldelser til at begrunde sine statements. En journalist blev kritiseret temmelig meget, hvilket endnu en gang mindede mig om, at alt man offentliggør kan blive hevet frem og (mis)brugt – også i en situation, hvor man ikke har mulighed for at forsvare sig. Jeg var enig i Sara Wajids kritik, men spillet er hårdt, når man stikker poten frem, kan den både blive daffet og taget i hånden. Som jeg nu hiver Sara Wajid frem som eksempel.

Hendes indlæg handlede om museers tilgang til arabiske kunstnere, hvor mange museer af berøringsangst laver “fine”, floffy udstillinger med en lille bazar i hjørnet, så vi vesterlændinge rigtig kan få en duft af krydderi og mynte-te. Sådan en slags kulturel forenkling med det for øje at åbne vesterlændinges øjne for de eksotiske andre. Det er en bjørnetjeneste, mener hun, der ikke kommer den kulturelle udveksling til gode. Og derfor skal museer slet ikke lave sådanne udstillinger.

Det er en svær problematik og dog. Min klare holdning er, at værkerne må komme før det prædikat en kunstner måtte kunne tage på sig. Man skal ikke lave udstillinger fordi man har en højere politisk dagsorden, men fordi værkerne kan noget i sig selv. Så skal den politiske dagsorden nok følge.

Så selv om jeg faktisk droppede at komme på andendagen (var træt, ville hellere bruge dagen med min veninde, der bor i Manchester) var konferencen måske slet ikke så uinteressant endda. Ideen om langsomme kulturmøder og journalister samt museers magt i det spil vil jeg tage med mig videre. Og jeg vil tage med videre, hvor kompleks hele problematikken er, for når ikke museer skal lave fine floffy udstillinger med en bazar i hjørnet, hvorfor i alverden så tage til en konference, der netop samlede kunstnere med et overordnet prædikat: muslimsk diasporakunstner?