Filed under: Dagens ord / Word(s) of the day
12.20, Lykkes køkken, Elbagade
Filed under: Dagens ord / Word(s) of the day
16.30, fonds-ansøgningsskema.
Filed under: Livet i London / Notes on London
I disse dage sker der noget, jeg har svært ved at forestille mig. London ligger stille. Alle toge, busser og metro er blevet forladt af deres betjenere for at sikre julefreden i samtlige londonske hjem. Kan ganske enkelt ikke forestille mig den buldrende by, som jeg forlod for få dage siden, uden dens offentlige transport. Der må være ro, helt stille og fred. Folk holder sig i deres huse, gaderne er tomme og jeg forestiller mig, at det lidt lige som i Palle alene i verden.
Filed under: Dagens ord / Word(s) of the day
Klækket i et æg
Edderkoppen kommer ikke ind i ægget igen.
Paul Éluard: Dyrene og deres mennesker. Menneskene og deres dyr.
Anmeldelse af digtsamlingen
Filed under: Dagens ord / Word(s) of the day
I gaar, 15.30 efter Afternoon Tea med scones i Harrods. I bunden af den egyptiske afdeling har Dodi’s far, ejer af Harrods, faaet opstillet en fontaine som memorial over Lady Di og Dodi Fayed. Efter en hel del juleshopping og overvaeldede af alt for meget britisk samlet paa et sted var vi saa forhippede paa at finde fontainen, at vi helt glemte at se juleudsmykningen, som Harrods ellers er saa kendt for. Men vi fandt fontainen – bevis foelger.
Som skrevet neden for gik turen i onsdags til Camden Arts Center, hvor Sherif El Azma holdt screening af værker kreeret under et residency-ophold selv samme sted.
Aftenen var præget af tekniske benspænd, som altid er anstrengende. Og videoværkerne var ikke færdigklippede eller installeret korrekt. Derfor er det ikke fair at bedømme værkerne, som var fine, men stadig i proces. Så det vil jeg lade være med og i stedet overveje, om jeg om et par uger vil tage nordpå endnu en gang for at se det endelige resultat.
Filed under: Kunst / Art
The Divine David, jep. Første bekendtskab blev stiftet med ham i aften. På The Royal Vauxhall Tavern, en kendt bøssebar, hvor man ser køer af mænd på de mest bizarre tidspunkter (søndag eftermiddag f.eks.). Og nu har jeg fundet ud af hvorfor. Stedet afholder en række performances, mange inden for queer/camp, som altså er noget med køn og ikke af de traditionelle mand/kvindeslags.
The Divine David er en berømmet performance-kunstner og har haft sit eget comedy-show på Channel 4 her i UK. Hans show i aften var en slags stand up over temaet Mental Health. Et interessant emne, fordi bøsser/lesbiske/queerfolk ofte er blevet set på som værende mentalt forstyrrede. Altså at der sexualitet var følge af en eller anden form for psykologisk afsporing. Det blev der implicit gjort tykt grin med i aftenens show.
Showet forløb over 3 dele. Den første sad han på scenen, tavs i en lænestol. Drak hvidvin, røg cigaretter og så tv. Tydeligvis ikke i god mental stand, gemte sig bag lænestolen til lyden af banken på døren.
Antiklimaks, som første del bar præg af, blev erstattet af gode grin i anden halvdel, hvor hovedpersonen (det var jo ikke The Divine David, heller ikke manden bag, David Hoyle, så måske performeren David, kunne man kalde ham) var til en session hos en terapeut. Endnu engang (som hos Kiki & Herb) var selvironien i top. Gængse fordomme om homoseksuelle og deres barndom, familie, hjemby etc. blev vendt. Og der blev spillet på performeren Davids eget storhedsvanvid, hans fortid i showbiz på Channel 4. Altså et totalt mix af David Hoyle ham selv, The Divine David og performeren David.
Sidste halvdel var stand up. Inddragelse af publikum, der eeelskede det. Tavernen var fyldt til bristepunktet, røgen var tyk og der røg mange kommentarer tilbage over scenekanten fra den mørke del rummet. Han sang sange, dansede og malede et maleri. Skulle man skære al snakken ind til benet, så var pointen den, at alle i lokalet var normale. Regeringen fik smæk, fordi den prøver at gøre os usikre (hvilket er tydeligt i London med al den overvågning og terrorangst) og undertrykker folk som flertallet (undtagen en stor flok straight Goldsmiths-elever) af publikum denne aften var; nemlig queer. Og terapeuter fik en lussing i kølvandet på anden halvdel. Ja, man betaler for en time og får kun 50 minutter, det er symptomatisk; de er komplet ligeglade med patienten, de skal bare tjene kassen.
David Hoyle har været i nærkontakt med mental health-systemet igennem en periode på 8 måneder. Så hans show var altså ikke bygget på det rene ingenting. Hans mimik og gestik var overordentlig præcis, så det næsten blev uhyggeligt, hvor mentalt syg han kunne se ud. Men samtidig gav set-up’et, hans makeup og selvironien distance. Under terapi-seancen var han flere gange ved at lade smilet krakelere hans syge ansigt.
Det var et fascinerende show, godt udført og godt at høre kritik af samfundet direkte fra hjertet og fra een, der ikke er bange for at være politisk ukorrekt. Dog kunne jeg godt savne nogle større pointer – det tror jeg bare ikke, at man får i sådan et show. Det er baseret på satiren undervejs, de skarpe kommentarer til det britiske, meget normative samfund, og eliminerer med vilje en narrativ struktur (som det eliminerer alle andre traditionelle strukturer/systemer/tænkemåder).
Aftenens show var nr. 6 i rækken af 7 shows, der er forløbet over de sidste par måneder. Næste og sidste show har overskriften ART. Det er næste tirsdag og jeg tror jeg møder op. I dag blev der leveret et par flade til årets Turner Prize og det skal blive godt at se kunst, kunstnere, kunstscenen blive kørt igennem skruen. Personlig er jeg nemlig ikke særlig imponeret og faktisk lidt desillusioneret over meget af den kunst, jeg ser.
Og til noget helt andet i den afsluttende kommentar – trods desillusion, har jeg tænkt mig at tage til en fernisering i morgen på Camden Arts Center. Den egyptiske kunstner Sherif El Azma åbner udstilling som slutningen på et residency-ophold. Sherifs værker er blevet modtaget under “forhøjet beredskab” i Cairo, hvor kunstscenen er holdt under skarpt opsyn fra regeringens side. Jeg har mødt Sherif El Azma et par gange over de forløbne måneder sammen med hans partner Nermine El Ansari, der også er Cairo-baseret kunstner. Det har været ret fint at snakke med dem, og jeg er nysgerrig på, hvad Sherif kommer op med, som følge af opholdet her i London.
Mere om det i morgen.
Filed under: Dagens ord / Word(s) of the day
11.45, room 220a, Goldsmiths. Edouard Glissant, “The Black Beach”. En mand stopper med at tale. I stedet vandrer han op og ned ad den sorte strand. Hvad sker der, naar man naegter at bruge sin stemme, naegter at ytre sig? Er ikke ogsaa tavshed et sprog? En anden form for magt?
Forventningerne blev indfriet. I går kl. 9.30 placerede vi os på anden række i The Reindeer Theater blandt en rigtig masse overordentligt velklædte mænd. Anledningen var Kiki and Herb, der netop nu er i London for at vise deres cabaret-show.
På scenen var et flygel, en barstol med tilhørende bord, hvorpå der stod en flaske whiskey og et tandglas-stort glas whiskey. Ind kom Herb; strømpesokker, smoking og gråt hår – tydeligvis gammel. Han satte sig ved flygelet og til brusende klavermusik ankom Kiki; Glimtende stilletter, netstrømper, højt hår, lækker leopard kjole og meget hængende bryster – tydeligvis gammel.
I halvanden time underholdt de med fortolkninger af gamle sange og kommentarer til verdenssituationen. De kendte og Jesus var dem, der fik flest kommentarer med på vejen og så selvfølgelig alle de bøsser, dragqueens, queer-folk etc., som Kiki og Herb selv tilhører gruppen af.
Selvironi, humor og alvorlige, ofte tabubelagte, emner var gennemgående. Kiki spiller rollen som tidligere Broadway-stjerne og ser tilbage på sin tid i rampelyset. Hun er tydeligvis dybt alkoholiseret og har et rimelig illusorisk billede af sig selv. Herb er sød og forstående, sidder bag klaveret og akkompagnerer Kiki både musikalsk og psykologisk. Det aldrende forfald er tragisk, eller rettere sagt tragikomisk, dybt overdrevet og grotesk – meget godt vist ved de fede kohl-streger, der gør det ud for rynker.
Det er god humor. Humor, der minder een om, at der er andre i verden end pæne hvide vestlige borgere. Trenden med at adoptere et lille AIDS-barn fra Afrika blev kommenteret på eksemplarisk vis og publikum opfordret til at skynde sig at adoptere, inden de kendte havde taget alle de smukke AIDS-kids.
På innovationsskalaen scorer Kiki and Herb ikke mange point. De genbruger cabaretstilen, barsanger-stilen på ganske fin vis. Men det var rart at tune ind på en anden frekvens og høre verden kommenteret af nogen, der tydeligvis ikke er på bølgelængde med flertallet. Og tilmed grine sig øm i kinderne og gå derfra med smil i hele ansigtet.
På tirsdag går turen til The Royal Vauxhall Tavern, hvor vi skal se endnu et dragshow. En af vores lærere bruger de her shows som analysemateriale i sin undervisning, så vi bliver opfordret til at gå ud og se dem – jeg er indtil videre ganske fornøjet og nyder at få min viden på området anlagt.
