Filed under: Dagens ord / Word(s) of the day
I går 6.45pm, The Golden Heart, Commercial Street. Blinkende lyskilt i grøn, pink og orange, skrevet med sirlig skråskrift.
Filed under: Dagens ord / Word(s) of the day
Classmate Kyriaki, 13.45, Room 242, Tuesday.
Filed under: Livet i London / Notes on London
Solskin og nyudsprungne kirsebærtræer. Jeg beder ikke om mere og hilser varmen velkommen.
Aernout Mik og Christoph Büchel blev udskudt i går til fordel for en gruppeudstilling med tidligere elever fra St. Martins og en soloudstilling med Bonnie Camplin på Cabinet, et galleri ikke langt fra Old Street. Førstnævnte var ungt, sidstnævnte ligeså, men gennemført og med klasse.
Bonnie Camplin udstillede både bltantstegninger, en lille skulptur og print. Udover at være en ekstremt dygtig tegner, er hun også god til at fange momentet. Hendes tegninger bevæger sig rundt i det daglige liv med kunsten som en integreret del af det. Og med de små skævheder livet og øjeblikket byder på.
Især billedet af en sovende, strengt stilet kvinde i metroens dybde fangede øjnene, fordi de bevægede sig fra kvindens lukkede ansigt og ned til lårenes mødepunkt under den stramme nederdel. Ved første øjekast så tegningen grå og kedelig ud, men man blev blasert af pludselig at kigge op under kvindens nederdel uden intentioner om det.
Tegningerne er store, ca. 1 x 1,5 meter og det var med til at give dem ekstra pondus, mens en enkelt skulptur af en sort papirsbog stod og viftede groft, men skrøbeligt i en montre.
Og lidt brugeroplysning… kan ikke finde Cabinets hjemmeside, men ønsker man at se udstillingen, er adressen 20A, Northburgh Street, London. I det virtuelle kan man navigere hen på donAtellers myspace profil og lytte til lidt af den musik, Bonnie Camplin også skaber.
Tirsdag aften bød på wuhu… VIP-fernisering på Tate Moderns seneste udstilling: Gilbert & George Major Exhibition. En veninde viste sig at være ven med Gilberts nevø og samtidig katalogproducent, hvilket var grunden til invitationen til den eksklusive event. For selv om Gilbert & George ikke taler til min smag inden for kunst, så er deres udstilling den største soloudstilling på Tate Modern nogensinde og tilhængerne i den londonske kunst-overklasse mange.
Faktisk var hele set-up’et langt mere interessant end udstillingen. I bunden af turbinehallen, hvor Carsten Höllers rutschebaner stadig slanger sig dekorativt ned igennem rummet, blev branchens kendisser serviceret med eksotiske drinks. Hallen var oplyst af røde, blå og gule lamper og kastede visuelle associationer til Gilbert & George’s billeder af sig.
I turbinhallen var der ca. 5-700 mennesker, hvilket siger noget om kunstbranchens størrelse i London. I udstillingslokalerne på fjerde sal var der mindst lige så mange, hvilket vi fandt ud af, da vi, efter at have kastet os over den gratis mad og drikke (som studerende i en alt for dyr by nu gør), bevægede os op ad rulletrapperne. Det kort sagt summede.
18 rum, 18 store rum udgør udstillingen. De fleste er beklædt med kunstnerduoens kendetegn: store, farvelagte fotografier i primærfarverne inddelt i felter adskilt af sorte rammer. Kun to rum beskæftiger sig med deres tidlige værker, hvor de performede som syngende skulpturer og tegnede store folde-sammenskulpturer under indtagelse af rigeligt at drikke. Det er helt klart den mest interessante periode i deres nu 40-årige virke. Så jeg var lidt skuffet over ikke at se mere af det. I stedet travede jeg igennem de mange rum med temaer som sindsyge, AIDS, sex, kropsvæsker og homoseksualitet under paraplyen; britisk identitet. Alt sammen interessante emner, som er vigtige i en britisk/europæisk sammenhæng. Men ærgeligt nok, så er der noget, der går tabt i skabelsen af værkerne. De ender som pænt, spejlede ornamenter i tiltalende farver.
Fascinerende er dog deres livsværk. Da Gilbert og George mødte hinanden på St. Martins i 60′erne startede de et liv med dem selv som skulpturer i centrum, et levende kunstværk. De er altid klædt fint på i jakkesæt og ligner en average, venlig britisk mand. Men siden 70′erne har de boet i østlondon, der er den mere snavsede ende af London. De har deres stampub på Commercial Road, The Golden Heart, de spiser morgenmad på samme spisested ved 6-tiden og kl. 11 har de eftersigende besøg af en hjemløs til te.
Efter ferniseringen tog de rigtige vip’er til middag i en kirke på Commercial Road, mens pøbelen tog hen på stambaren. Vi var med og stemningen var rar. Egentlig var al ferniseringshejset lige meget, der var intet wuhu over det, blot en setting, der tømte både kunsten og menneskene for det indhold, de nu måtte have. Jeg ved, at det er sådan de fleste ferniseringer kan virke, men mængden af mennesker akkumulerede paradoksalt nok endnu mere tomhed.
Filed under: Kunst / Art
Heldigvis nåede jeg i går (på sidstedagen af udstillingsperioden) at se Fieldgate Gallery’s show, Latitude. Det var en udstilling med kunstnere fra London, Minneapolis og New York, 30 i alt. Showet her i London var 2. stop på udstillingens rejse, der over en etårig periode når igennem de tre nævnte byer.
Doug Fishbone’s (som lige nu er med i udstillingen Paranoia på Freud-museet i London, som om lidt udstiller hos OEen Group i en container på Israels Plads, kbh, og som er uddannet på Goldsmiths…) værk var det første, man mødte. I en typisk slesk video med skjorten knappet op og indklippede pin-up-girls forsøger han at forføre beskueren til at give penge til en film, der skal gøre forhåbentlig bare ét barns fremtid god – for så er det det hele værd, ikke? En bidende ironisk kommentar på filmindustrien og charity-associations. Altid godt at starte en udstilling med et eftertænksomt smil på læben.
Fieldgate er et stort galleri med flere knopskydne rum. Det kan være svært at fylde sådan et sted, men pladsen var udnyttet ganske tilpas. Videoerne generede ikke lydmæssigt hinanden og flere installationer stod frit og ugenert i rummet – uden at det derved virkede tomt. Især en række lyserøde bobleplastik-formationer af verdens stærke nationer fungerede (trods materialets komplet useriøse signal) godt, som de hang ned fra loftet. Det var en transformation af betydning, fra landegrænser og hvad de indeholder til en skulpturel og selvstændig installation. På den led fangede værket udstillingens samlede tema om flydende geografisk identitet, teknologisk fremskridt og den voksende mængde af information, vi konstant bombarderes med. Det var en diskussion af latitude som et geografisk fikspunkt på kloden – bliver det mindre eller mere betydningsfuldt i identitetsdannelsen, som globaliseringen skrider frem?
Mange af kunstnerne i showet er på gennembruddets rand og det kunne mærkes. Der var både spræl og eksperimenteren, men også værker, der godt kunne have været tænkt bedre igennem. Det underligt ufuldendte kunne skyldes, at udstillingen er tænkt til at skulle udvikle sig over tid. Jeg gad derfor godt at se den afsluttende udstilling i New York.
Det kommer jeg nok ikke til, så jeg har i stedet tænkt mig at drage nytte af London her i vinterferien. I morgen går turen til Tate Modern til åbningen af Gilbert and George’s nye, store soloudstilling, torsdag til Camden Arts Centre til åbningen af Aernout Mik’s videoudstilling og fredag til Chesire Street for at se Christoph Büchel’s Simply Botiful, der eftersigende er årets talk of the town af soloudstillinger.
Hvis tiden lader det, så er ovenstående to be continued…
3 videoer i en eksklusiv weekendscreening. Åbning med muelled wine og østeuropæiske øl. Fine mennesker, men kedelige videoer.
Ariane Michels Rêve de Cheval, (2004), var en montage af en flok nervøse heste, hvor spændingen byggede sig op godt hjulpet af en intens og faretruende lydside og hestene stadigt voksende hidsighed. Hesteøren og næsebor vejrede fare – en brun zebra på nabo-folden. Videoen sluttede i ro og den lidt tydelige symbolik fjernede den første forbavselse over hestenes subtile kropsudtryk og satte fokus på en flokmentalitet, der var skåret en anelse tykt over en menneskelig model. Interessant var det dog at se, hvordan man med meget få virkemidler kan bygge et intenst drama op.
Rasto Novakovic lavede små fortællinger fra det østlige Serbien med videoerne Sundays in Majdanpek: Tri u dva ne ide fra 2006 og Sundays in Majdanpek: Twice Shy fra 2007. I den første gik han tur med et kamera, man så den rystede jord foran hans fødder af og til med et par fodsnuder i billedets underkant. Tekst fortalte historier fra Serbien med en æstetik, der kunne minde om et powerpointshow. Sidstnævnte video forgik mestendels på en bjergtop med en fantastisk udsigt over en bjergsø. Kameraet var fikseret, men man fornemmede alligevel mennesket bag via en let rysten. Billedet var skabt, så det skulle ses i 3-D, men uden briller, blev det fladt (i grønne og røde nuancer) og den følgende tekst virkede lige så plan, idet den sammenlignede tidens gang i den stillestående videoe med bjergenes langsomme tranformation. En fin pointe, der ville have været stærkere, hvis billederne havde talt for sig selv.
Tom Ackers iscenesatte i sin Adult Education (2006) en række personer i umage settings. Én stod bag et grantræ og fortalte om, hvordan lugten af hvidt brød øgede salget i supermarkeder. Desværre så jeg ikke hele videoen, men jeg var i forvejen ude af sync med indholdet, det rækte ikke rigtig ud over projektionen og videre ud i verden.
Det gode i oplevelsen var stedet. En gammel butik og ikke så farlig fin, som resten af den londonske kunstscene.
