Filed under: Dagens ord / Word(s) of the day
15.46, Goldsmiths Library. Læst i Irigarays Ce sexe qui n’en est pas un. “She’s neither one nor two”. Interessant i forhold til Virginia Woolf-citatet længere nede her på siden, det må jeg udforske lidt…
Okay, igennem de sidste 4 måneder har vi være 12 mennesker i en gruppe, der har arbejdet henimod dagen i dag. Vi skulle lave en præsentation (som en obligatorisk del af vores master i samtidskunst på Goldsmiths) som resultat af et “møde” med et rejse-lyd-arkiv og titlen på gruppen var Travel-sampling-surprise, sounding the unthinkable. Ja, en rimelig sindsyg titel, som betyder en hel masse og ingenting på samme tid.
Vi begyndte med at skabe vores eget arkiv fra rejser og interviews. Snart fandt vi ud af, at guidning skulle være vores tema.
Præsentationen vendte vi til at være et eksperiment, vi brugte den videnskabelige terminologi (metode-overvejelser og adoptering/forandring/sammensætning af eksisterende strukturer) og konstruerede tre loops, hvori den samme process blev gentaget med forskellige ændringer (link til Derrida). Vi havde valgt at sætte stolene som i et fly (link til Michael Snow og hans film Rameau’s Nephew) for at skabe stemningen af rejse og for at putte folk ind i en anden sidde-struktur end den almindelige præsentationsform, hvor tilhørerne sidder samlet i en stor masse.
Det første loop startede med en video af en af gruppens mødre, der foran en hvid væg og i kontortøj lavede flyinstruktioner. Hun er tidligere stewardesse og kunne stadig huske bevægelserne. Dernæst blev der distribueret piller og vand. Dernæst et uddrag af en tekst om migration og kunst samtidig med, at en voiceover gav instruktion om, hvordan teksten skulle læses. Lidt senere fik de en ny tekst og endnu en instruktion. Simultant blev instruktionerne skrevet ned i et worddokument og projiceret op på væggen.
Næste loop startede med stewardessen igen, men denne gang med en computer voiceover, der bad folk om at læse grundigt, lytte intenst og kigge godt efter. Endnu gang blev pillerne delt ud og dernæst en ny tekst med følgende voiceover-instruktion. I det her loop var frekvensen af tekster højere og tempoet ligeså.
Sidste loop startede med musik og et stykke kage lavet fra en græsk ritual-opskrift om, hvordan man kan genfinde forsvundne objekter. Opskriften var blevet delt ud i det foregående loop. Dernæst blev de bombarderet med tekster (link til ideen om det hyperaktive samfund og det overvældende informationsflow) og instruktionerne blev mere aktive, de blev bedt om at klappe hver gang de læste et bestemt ord, at stampe i jorden, at læse teksten op osv. Og de responderede. Der var en sand kakafoni af klap og stemmer (link til fonologi i modsætning traditionel logik og søgen efter mening), der steg i takt med musikken. Da der ikke var flere tekster tilbage stoppede loopet med benhård elektrisk guitar fra en sang, der har omkvæddet “You can do a lap dance here for free”. Vi havde klippet stewardessen sammen og speeded hende op, så armene fløj ind og ud. Samtidig blev de bedt om at danse og gud hjælpe mig om ikke de gjorde det. Den ene professor lavede tango-moves og den anden rejste sig op på stolen og mimede en lap dance! Det skal siges, at lap dance-sangen blev valgt fordi, “faget” hedder lab – en forkortelse af laboratory. Faget er tænkt som fristed, hvor teori kan omformes og itale/scenesættes, men for mange studerende udviklede det sig til et pres, især fordi få er vant til at arbejde som en gruppe. Derfor var det for os befriende (og en kæmpe risiko) at tage lidt pis på det hele.
Men ja, det var en ret fantastisk oplevelse. Som det altid er med sådan nogle situationer, så kan man ikke planlægge andres reaktioner, men at det endte med dans og begejstring er rimelig vildt. Og folk var positive, fordi vi havde taget et emne seriøst og udforsket det fra forskellige vinkler, fordi teori kom til live i selve tilblivelsen af eksperimentet og fordi den turbulente situation var produktiv – skabte et lydlandskab af stemmer, klap og trampen og en kropslig udfoldelse. Både koreografering og orkestrering var i spil.
Er jeg selvhøjtidelig? Måske, men jeg tillader mig at nyde og dele en oplevelse, hvor noget jeg har arbejdet på længe, investeret en del energi i og som samtidig er et nyt terræn for mig, hvor det noget gik hen og skabte resonans for andre end mig og min gruppe.
Filed under: Dagens ord / Word(s) of the day
Sen aften, East End. Fra The Waves af Virginia Woolf.
Filed under: Kunst / Art
Ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Men nok noget andet.
Kender til Franko B. fra en talk af Amilia Jones, malerier på udstillingen Paranoia på Freud Museet her i London og hans hjemmeside. Æstetikken er ren, farverne er holdt i rød, hvid og sort. Han er især kendt for sine performances, hvor han indsmurt i hvid kropsmaling bløder ned på hvide lagner fra kanyler sat ind i armen. Malerierne er sorte, og motivet står frem, fordi det er malet op med store, fede strøg på en plan flade. Neon-værkerne er bøjet i rød neon som simple tekststykker og symboler.
Franko B.s performances er i repræsentationen af dem stærke i deres udtryk og jeg havde en fornemmelse af, at der lå mange tanker bag – at hvad man så, kun var toppen af isbjerget. Især Amelia Jones’ talk om carnal art på Goldsmiths for et par uger siden (kunst, der tager udgangspunkt i kroppen og som går i køddet i bogstaveligste forstand) gav hans værker et særligt skær.
Der var også masser af stof. Blod-værkerne kom frem i 80′erne, hvor AIDS skabte en enorm angst for blod og homoseksuelle. Som HIV-positiv var det en vigtig kommentar at dryppe med blod. Men budskaberne blev reduceret til ren kliché. Og det var kliché uden de underbyggende tanker, som er så vigtige for at give klichéer værd og tyngde. Er måske nok ved at blive vant til tunge, gennemtænkte lektioner, så standarden vokser hele tiden, men for at skabe resonans må der være et minimum af refleksioner.
Filed under: X
Vi mangler lidt kærlighed i det politiske liv – både nationalt og uden for dk’s grænser.
Det har været en sjov dag. At vandre rundt på et stort museum med 10 mennesker, som jeg aldrig har mødt før, og ved et bestemt signal at danne kø. Vi stod foran No Entry-døre, vinduer, rulletrapper ude af funktion, langs vægge osv. Folk reagerede meget forskelligt. Een fulgte efter os, andre stillede sig op bagerst, nogle snakkede om os og langt de fleste reagerede slet ikke. Kun 1 gang blev vi spurgt, hvad vi stod i kø for. “Just queueing” svarede en af de andre, og det accepterede han. Når så køen blev opløst, kiggede folk mærkeligt, forundret og vandrede så videre.
Måske var det lidt ligesom at lave skjult kamera, bare uden kamera. Det er en sjov ide, som først og fremmest får folk til at tænke på køkultur og derved relaterer til ens kulturelle identitet. Er man opvokset med køer for mad, Spejdersport eller dametoiletter? Og så sætter det fokus på folks opførsel i galleri-rummet. Hvordan mennesker interagerer med hinanden og måske også vandrer ret bevidstløst rundt. Ved ikke helt, hvor genialt værket er, men det var af og til svært at holde masken. Og så var jeg så heldig at opføre det med tre af de skuespillere, der var med i den originale performance. Een af dem var meget stolt og blev ved med at gentage frasen: “When we did it in the originally performance…”. Det var hans første job som nyuddannet skuespiller og det er to år siden. Lidt trist, men han var ikke uden selvironi, så det var egentlig ok.
Det er Roman Ondak, der er kunstneren bag performancen. Den har været på Herning Kunstmuseum, så der er også chance for at se den der – måske, man ved aldrig, hvornår værket igen opstår…
I mit forsøg på at holde skindet på næsen skal jeg i dag tjene penge ved at stå i kø. Er du i nærheden af South Bank mellem 16 og 22, så kig forbi. Det bliver en oplevelse af den kunstneriske slags. Performancen er ikke annonceret, for folk skal selv finde ud af, at det er kunst. Der er en beskrivelse af værket her og det er samme sted den finder sted.
Var som nævnt nedenfor heldig at se Judith Butler hele to gange i denne uge – både ved den jødiske bogmesse og senere på Goldsmiths. Førstnævnte foredrag var interessant, men publikum opførte sig hensynsløst og havde ingen respekt for hendes tanker, teorier eller de mange kræfter, hun har lagt i sine projekter. Dagen efter var hun i sit rette element, nemlig i den store sal på uni, hvor folk sad langs murene og ørene stod på stilke.
Foredraget havde jødisk identitet som hovedemne og byggede på Hannah Arendts værk og hendes koncept om nationalstaten uden territorie. Det var af og til svært at følge med, dels fordi jeg kun kender til Arendt overfladisk og dels fordi Butler opererer på et rimelig højt niveau, hvor jeg, indrømmet, ikke er. Jeg var derfor også ret fascineret af hendes fantastiske håndbevægelser, som var et helt rigtig supplement til strømmen af ord. Man kunne ønske, at de fulgte, når man købte hendes bøger…
Første bevægelse i foredraget var at argumentere imod ideen om “det jødiske folk”, som Judith Butler ikke mener at kunne beskrive samlet endsige finde kriterierne for. Hvordan kategoriserer man mennesker under én og samme hat – efter bosted, nationalitet, religiøsitet (hun gav selv udtryk for at være sekulær jøde) eller? Butler er imod totarialisme og forsøger at bevæge sig væk fra et fokus på territorie og suverænitet og mener snarere, at man skal hente inspiration i tilstanden af statsløshed. Nationalstaten er netop karakteriseret ved sine territoriale afgrænsninger, som for at bevare nationalstatens identitet (homogen befolkningsgruppe, hvori folk kan identificere sig med hinanden) må forsvares. Derved bliver forholdet til andre uden for nationalstaten baseret på forsvar og suverænitet og altså et magtforhold, hvori nationalstaten for sin overlevelse hele tiden må kæmpe for at vedligeholde sin magt og position. I sådan en situation er det også, at nationalstatens indbyggere bliver mere værd, end mennesker uden for. Argumentet i Precarious Lives er netop, at alle liv er lige vigtige, ligegyldigt hvilken side af grænsen de falder. Hun afsluttede talen med at sige, at troen på individet måske er naiv, men samtidig uundværlig.
Mange undrer sig over, hvordan Butlers emner pludselig er skiftet fra køn, sexualitet og identitet til at snakke om storpolitik, jødisk identitet og Israel-Palæstina-konflikt. Hun blev også spurgt, hvordan hendes tanker hang sammen med ideen om performativitet (se nedenstående post), men hun gled let og elegant hen over spørgsmålet. Det virker ganske enkelt ikke til at interessere hende mere. Ved bogmessen sagde hun dog kort, at hendes tidlige værker måske ikke var så lydhøre overfor de performede og performende kroppes levede liv og deres sårbarhed (deraf precarious lives).
Interessant var det at se, hvordan intellektuelle toure verdens universiteter som en slags rockstars, og hvor de kommer hen, vil folk bare gerne vil høre hittet. Selv om emnet var langt fra det, som hun nu identificeres med, så var foredraget alligevel et hit. Jeg tager hatten af for mennesker, der løbende forstår at udvikle deres tanker og sætter konflikter ind i større, filosofiske sammenhænge. Folk der reagerer på omverdenen og filtrerer den igennem teori og menneskelige værdier. Når det sker, kastes der nyt lys på den aktuelle situation og det bliver muligt at navigere rundt i minefeltet. Noget der forhåbentligt kan bringe konstruktive handlinger med sig.
Samme dag så jeg en anden star, nemlig kunstneren Vito Acconci. De fleste vil nok kende ham som amerikansk performancekunstner fra slut 60′erne og 70′erne. Men i dag arbejder han inden for arkitektur med tegnestuen Acconci Studio. Han fortalte om sine arkitektioniske projekter i lyset af hans kunstneriske udvikling. Det var ret interessant – også selv om han fejede kunsten væk som et muligt sted at ændre på verden. Der er jeg så helt uenig. Hvis man skal dømme hans værker inden for begge felter på den præmis, så er min holdning, at han skulle holde sig til kunst. Han afsøgte mange interessante emner relateret til rum, bevægelse, tid og relationer i forhold til individet (ham selv), som rykker i de fleste folk.
Næste uge byder på performance med kunstneren Franko B. Han har lavet en række performances relateret til kroppen, som er meget (aner)kendte. Jeg troede faktisk, at han var stoppet med at performe og nu kun ville male. Men onsdag er altså tidspunktet og jeg skal med.
…og få visdom med. Det er hvad jeg forudser for aftenens begivenhed, nemlig foredrag med den amerikanske teoretiker Judith Butler. Hun er nok mest kendt for bøgerne Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity (1990), Bodies that Matter: On the Discursive Limits of “Sex” (1993) og Excitable Speech: A Politics of the Performative (1997), der alle forhandler kønnet og ser vores identitet som skabt gennem gentagne performances af traditioner og ritualer. Det er der, min interesse for Butler ligger, men i aften skal det handle om hendes bog Precarious Life: The Powers of Mourning and Violence (2004), der er en reaktion på 11. september. Hun er i diskussion med filmmageren Udi Aloni, som jeg ikke kender meget til. Han skal tale på baggrund af sin film Forgiveness, der handler om et sindsygehospital bygget på ruinerne af en palæstinensisk by. Slavoj Zizek har udtalt, at det er en af de vigtigste og smukkeste film og tragedien i regionen.
Aftenen er arrangeret af Jewish Book Week og jeg glæder mig til at være vidne til endnu en intellektuel diskussion om emnet, som jeg håber bringer resonerende tanker med sig.
Filed under: Kunst / Art
Han ønsker at få os til at mærke. Mærke efter i os selv og få øje på de mærker, andre folk sætter. De mennesker han beskæftiger sig med er netop karakteriseret ved, at de ikke mærkes af os, for vi ser dem ikke og kun få giver dem stemme.
I udstillingen har han sat deres mærke. Deres territorie er åbnet op, vi har adgang til gangene bag de blændede døre og til tunellerne, kanalerne og flugtvejene. Vi har adgang til hotelværelset, pornobladet med det udtørrede, brugte kondom og containeren med køleskabet som boksepude. Vi mærker på sagerne, prikker til råddenheden, lugter urinen og ser skraldet. Ophobningerne, akkumulationen af ting, af tøj, af møj.
De har markeret sig, mærker man. Og han markerer dem, markerer os. Og dog er udstillingen tavs, deres stemme er forstummet i sceneriet og tilbage klinger vores, min, din stemme af “neej, ad! Føj. Se!” i en overdøvende kakafoni dirigeret af lyst med en klang af oplevelse på andres bekostning.
Kunstner: Christoph Büchel. Udstilling: Simply Botiful
Vi befinder os også i ingenmandsland her. Eller rettere sagt, de befinder sig i ingenmandsland og vi kigger på. Det er video, flere stks og de er projiceret op på vægge i rummet. Det samme forløb er filmet og vist fra flere vinkler. De bevæger sig rundt på rastepladsen, der er indrammet af lastbiler, og chaufførerne sidder og glaner på udfoldede campingstole. Så er der de andre, nogle er helt sikkert fra politiet, andre er måske flygtninge, der lige er blevet gennet ud af lastbilerne. Man ved det ikke, historien skrider kun langsomt frem og bølger så tilbage igen. Der sker hele tiden noget, men intet fremskridt. Måske står de i stampe. Tager hver især magten og mister den så. Det bølger frem og tilbage, sandet hvirvles op og falder så til ro. Hvirvles op og falder så til ro.
I det næste rum er menneskene placeret i en sportshal. Der bliver kigget på deres tilsyneladende formålsløse gøren og laden fra de tomme sæder. De kigger ikke igen, men opererer på en scene, til skue for kameraet, for os og for hinanden. Måske er det et rollespil. Der er en ged. Eller er det et får? Nogle sover på klapudsenge, alt er mobilt, cirkler rundt, slår sig ned og så videre igen. Politiet overvåger, stiller menneskene op på linie, ned på knæ, hænderne bag hovedet. Geværet peger stift. Har hørt en geværsalve tidligere, mens jeg var på rastepladsen, men den kommer ikke. I stedet opløses scenen, igen går de rundt, magten cirkulerer, forhold balanceres og i næste rum splitter en række aktivister et parlament ad. Her er jeg træt, men vækkes brat i udstillingens sidste del, hvor rummet er åbnet op. Kameraerne bevæger sig rundt nu udenfor. En kvinde jogger, husene er nedbombet, skudhuller udhuler murene og kvinden strækker ud. Løber fra side til side, ti englehop, mens løbebuksernes strammende, syntetiske stof glimter i solen. Bag hende bølger bjergene, vejen er tom, ingen biler. Men nu kommer drengene løbende, eller rettere sagt marcherende. Trægeværer og stolte miner. Næste skud er fra mænd i hjemmestrikkede militæruniformer. De skyder og griner. Lidt nervøst. Hvem er målet, hvem bliver ramt?
Og hvor er virkeligheden, spørger man sig selv. Hvordan kom den ind i billedet, eller forsvandt, da jeg bevægede mig ind i det sidste rum? Måske fra virkelighedens alvor, fra ex-Jugoslavien i 1990′erne. Fra et levet liv og en krig side om side med skabte scenarier på rastepladser og i sportshaller. For hvad var fiktion og hvad var rigtigt?
Kunstner: Aernout Mik. Værker: ‘Training Ground’ (2006), ‘Scapegoats’ (2006), ‘Vacuum Room’ (2005) og ‘Raw Footage’ (2006).
