ELLIPSIS

Var som nævnt nedenfor heldig at se Judith Butler hele to gange i denne uge – både ved den jødiske bogmesse og senere på Goldsmiths. Førstnævnte foredrag var interessant, men publikum opførte sig hensynsløst og havde ingen respekt for hendes tanker, teorier eller de mange kræfter, hun har lagt i sine projekter. Dagen efter var hun i sit rette element, nemlig i den store sal på uni, hvor folk sad langs murene og ørene stod på stilke.
Foredraget havde jødisk identitet som hovedemne og byggede på Hannah Arendts værk og hendes koncept om nationalstaten uden territorie. Det var af og til svært at følge med, dels fordi jeg kun kender til Arendt overfladisk og dels fordi Butler opererer på et rimelig højt niveau, hvor jeg, indrømmet, ikke er. Jeg var derfor også ret fascineret af hendes fantastiske håndbevægelser, som var et helt rigtig supplement til strømmen af ord. Man kunne ønske, at de fulgte, når man købte hendes bøger…

Første bevægelse i foredraget var at argumentere imod ideen om “det jødiske folk”, som Judith Butler ikke mener at kunne beskrive samlet endsige finde kriterierne for. Hvordan kategoriserer man mennesker under én og samme hat – efter bosted, nationalitet, religiøsitet (hun gav selv udtryk for at være sekulær jøde) eller? Butler er imod totarialisme og forsøger at bevæge sig væk fra et fokus på territorie og suverænitet og mener snarere, at man skal hente inspiration i tilstanden af statsløshed. Nationalstaten er netop karakteriseret ved sine territoriale afgrænsninger, som for at bevare nationalstatens identitet (homogen befolkningsgruppe, hvori folk kan identificere sig med hinanden) må forsvares. Derved bliver forholdet til andre uden for nationalstaten baseret på forsvar og suverænitet og altså et magtforhold, hvori nationalstaten for sin overlevelse hele tiden må kæmpe for at vedligeholde sin magt og position. I sådan en situation er det også, at nationalstatens indbyggere bliver mere værd, end mennesker uden for. Argumentet i Precarious Lives er netop, at alle liv er lige vigtige, ligegyldigt hvilken side af grænsen de falder. Hun afsluttede talen med at sige, at troen på individet måske er naiv, men samtidig uundværlig.

Mange undrer sig over, hvordan Butlers emner pludselig er skiftet fra køn, sexualitet og identitet til at snakke om storpolitik, jødisk identitet og Israel-Palæstina-konflikt. Hun blev også spurgt, hvordan hendes tanker hang sammen med ideen om performativitet (se nedenstående post), men hun gled let og elegant hen over spørgsmålet. Det virker ganske enkelt ikke til at interessere hende mere. Ved bogmessen sagde hun dog kort, at hendes tidlige værker måske ikke var så lydhøre overfor de performede og performende kroppes levede liv og deres sårbarhed (deraf precarious lives).

Interessant var det at se, hvordan intellektuelle toure verdens universiteter som en slags rockstars, og hvor de kommer hen, vil folk bare gerne vil høre hittet. Selv om emnet var langt fra det, som hun nu identificeres med, så var foredraget alligevel et hit. Jeg tager hatten af for mennesker, der løbende forstår at udvikle deres tanker og sætter konflikter ind i større, filosofiske sammenhænge. Folk der reagerer på omverdenen og filtrerer den igennem teori og menneskelige værdier. Når det sker, kastes der nyt lys på den aktuelle situation og det bliver muligt at navigere rundt i minefeltet. Noget der forhåbentligt kan bringe konstruktive handlinger med sig.

Samme dag så jeg en anden star, nemlig kunstneren Vito Acconci. De fleste vil nok kende ham som amerikansk performancekunstner fra slut 60′erne og 70′erne. Men i dag arbejder han inden for arkitektur med tegnestuen Acconci Studio. Han fortalte om sine arkitektioniske projekter i lyset af hans kunstneriske udvikling. Det var ret interessant – også selv om han fejede kunsten væk som et muligt sted at ændre på verden. Der er jeg så helt uenig. Hvis man skal dømme hans værker inden for begge felter på den præmis, så er min holdning, at han skulle holde sig til kunst. Han afsøgte mange interessante emner relateret til rum, bevægelse, tid og relationer i forhold til individet (ham selv), som rykker i de fleste folk.

Næste uge byder på performance med kunstneren Franko B. Han har lavet en række performances relateret til kroppen, som er meget (aner)kendte. Jeg troede faktisk, at han var stoppet med at performe og nu kun ville male. Men onsdag er altså tidspunktet og jeg skal med.