ELLIPSIS

Det forlyder, at der i Libanon findes en generation af kunstnere, der blandt andre tæller Walid Raad, Linah Saneh, Lamia Joreige, Akram Zaatri og Rabih Mroue. De er i alderen ca. 35-45 og er karakteriseret over en bred (og måske uretfærdigt generaliserende) kam ved at arbejde med Libanon og landets historie gennem arkivmateriale og personlige fortællinger. Performance og video er to medier, som er populære og for ca. en måned siden sad jeg på 8. række i en biograf/performancesal og ventede ukomfortabelt i den røde plysstol på en af denne generations kunstnere, Rabih Mroue.

Jeg havde hørt en del om ham fra studiekammerater, der enten har skrevet opgave om hans performances eller er nære venner med ham. Så jeg var spændt. Og se, det er ikke altid en fordel.

Han sad på en stol til venstre for lærredet. Foran ham var et bord med en labtop og et manuskript. Fra labtop’en styrede han det forholdsvist sofistikerede powerpointshow, der kørte på skærmen. Det bestod hovedsaligt af arkivmateriale. Jeg husker avisudklip med billeder af forsvundne individer, jeg husker forslag til titler på performancen, jeg husker billeder af dæksler fra alskens byer i verden og billeder af en lygtepæl i Beirut. Årsagen til sidste to billedtyper var, at det stort set er umuligt at fotografere dæksler i Beirut pga. politiets mistanke om, at det kunne være research for et sted at plante en bombe… Derfor startede Rabih med at fotografere lygtepælen, det måtte han sjovt nok godt…

Jeg husker også et underskrevet stykke papir, hvor jeg kunne genkende underskriften som værende af den franske filosof Jacques Derrida’s fra teksten “Signature Event Context”. Og jeg husker videoklip med arabisk tale, hvor halvdelen af publikum grinte og resten sad uforstående og kiggede på skærmen.

Performancen handlede om det at skabe et kunstværk, det at kreere noget ud fra et givent materiale. Hvordan man vælger fra og vælger til ud af et personligt arkiv af bådeavisudklip, optagelser, bøger og på den mere subtile facon, erindringer, oplevelser og tanker.

På sin vis gad jeg godt at se performancen igen. Der var mange hints til både vestlig og arabisk historie. Halvdelen af den første halvdel fangede jeg måske, absolut ingen af den sidste halvdel gled ind og var derfor ikke med til at præge min oplevelse. Derfor blev det en lidt distant oplevelse, bedst symboliseret gennem klippende på arabisk. Så på sin vis blev sprog en barriere. Også fordi Rabih Mroue tydeligvis ikke var hjemmevant i det engelske og derfor leverede halvdelen af performancen (nemlig den leveret gennem fortællingen/oplæsningen af manuskriptet) uden overbevisning. Sidstnævnte var måske en fejl fra kuratorernes side, førstnævnte en vigtig pointe. For netop udelukkelsen af forskellige slags arkiver er overordentlig interessant. Hvem bestemmer, hvem der skal inkluderes i et bestemt arkiv og ikke mindst, hvem der skal udsættes for en særlig arkivisk bagage? Relationen til arkivet relaterer sig til historien og skrivningen af den. Og her er Rabih Mroue med til at skrive en anden slags historie. En historie, der blander sig med vesteuropæisk filosofi og et dagligt liv i et land præget af borgerkrig. En personlig historie, der udmøntes i en kunstnerisk tilgang til den kulturelle bagage. En gentagelse af begivenheder og personlige oplevelser. En gentagelse signeret af folk mødt på vejen foretaget gennem øren og øjne givet videre til individer med hvert sit særlige arkiv.