ELLIPSIS

(Følgende tekst er skrevet som påskud for at have en computer fremme et sted, hvor det ellers er ulovligt. Først efter at have skrevet teksten, besluttede jeg at uploade den her på bloggen)

1
Jeg sidder i et arkiv, et Prokofiev arkiv på et bibliotek i London, og kopierer en CD ganske ulovligt på min computer. Må ikke have den tændt, så jeg bliver nødt til at gøre som om, at jeg skriver noter om musikken. Seriøst og på dansk. Det er vel en god nok undskyldning for at have computeren fremme?

2
Derfor inddeler jeg også teksten i numre, som om jeg skriver om hvert musikstykke. Det er Vladimir Horowitz, der spiller Debussy, Prokofiev, Kabalevsky og Moszowski. Jeg har valgt den CD, fordi en ven har sendt mig et stykke musik af Scarlatti indspillet af Horowitz. Det er meget smukt, så jeg ville gerne høre ham spille værker af andre komponister.

3
Klavermusik minder mig om barndommen. Om mine fingres tur over tastaturet. Om min afslappede, men koncentrerede fokuseren på musik og lyden. Pedalerne, noderne, næste takt, den samlede lyd fra strengene og en stille knagen fra to bestemte tangenter.

4
Det eneste jeg hører nu, er lyden af computeren, der aflæser CD’en. Jeg sidder i et aflukke, et lydtæt aflytningsrum. Der er et vindue i døren og jeg håber, at ingen af de meget venlige bibliotekarer kommer forbi. Ville ikke kunne lyve over for dem. Derfor har jeg også taget høretelefoner på, så det ligner, at jeg lytter til CD’en. En trøje er lagt henkastet over CD-afspilleren, så man ikke kan se, at displayet viser –NO DISC—

5
Mangler nu kun at importere en fjerdedel af CD’en. Jeg tror det lykkes. Så kan jeg gå en etage ned til mit skrivebord og fortsætte min læsning. Forskellen er, at jeg kan have Horowitz i ørene.

6
Så tænker jeg på Agnes, min spillelærerinde, som boede med sin mand Rune og to børn i en lille by udenfor Kerteminde, hvor jeg gik til klaver. Hun var opvokset i Ungarn og havde spillet 8 timers klaver hver dag i mange, mange år. Hun var dygtig, rigtig dygtig og jeg elskede, når hun spillede nye stykker for mig, som jeg skulle lære. Der var sådan en forventningens glæde over momentet, hvad havde hun valgt til mig? Kunne jeg virkelig lære at spille det? Debussy var en af dem, han drev familien til vanvid.

7
Men det meste af tiden var jeg på bænken. Et langstrakt moment af fingersætningsfumlen, hakkende triller – en bibliotekar går forbi, ups. Hvor kom jeg fra? – og en stammende sammensætning af de to hænders kunnen. Og en skjult irritation og åbenlys beundring over min venindes Sarahs evne til at lære stykkerne på rekordtid og samtidig spille dem i rekordfart.

8
CD’en er importeret. Jeg slukker for kontakten, SONY er ikke længere tændt eller på standby. CD’en er i kassetten. Faren er ovre, ned for at lytte.