ELLIPSIS

(the following was written on the last day of the Lebanese election. I happened to write in Danish and have decided to keep the original version. Apologies to non-Danish speaking readers)

23/11/07, kl. 12-13.00

I dag er sidste dag af valgperioden i Libanon. Jeg sidder i solen på min balkon i centrum af Beirut og har lyden af nabomoskeens minaret og larmen fra de syriske bygningsarbejdere i ørene. Mænd og unge drenge kommer gående fra alle hjørner for at samles til fredagsbøn på terrassen af moskeen. Der er ikke mange kvinder i gadebilledet. Jeg har også valgt at blive inden døre. Mit ophold i Beirut er helliget research i libanesisk samtidskunst og det center jeg dagligt arbejder i ligger meget tæt på Downtown Beirut, hvor valget i dag skal foregå. Faktisk ligger centeret omkring 200 meter fra Hotel Phoenicia, hvor mere end 40 parlamentsmedlemmer har opholdt sig under skarp bevogtning den sidste måned af frygt for at blive assasineret op til valget. Der er nu 12 timer til parlamentsmedlemmerne skal have fundet en ny præsident og oppositionen har meldt, at de ikke vil møde op til forhandlingerne i dag. Ekstra knuder bindes på en temmelig uløselige situation, som ingen kan spå konsekvenserne af.

Asfalten foran moskéen belægges nu med grønne og hvide tæpper, terrassen er fyldt af mænd. Så mange mennesker plejer der ikke at møde op. Der holder et gult og et blåt folkevognsrugbrød ved siden af. De tilhører moskéen. Normalt associerer jeg folkevognsrugbrød med skandinaviske hippiefamilier på køreferie i Østeuropa. De er forbløffende langt væk nu og jeg griner lidt af kulturclashet. På sin vis er det rart.

Den sidste uge har været meget anspændt. Alle frarådede folk at tage til Beirut og hvis de gjorde, så skulle man ikke “cirkulere”, som de sagde. I søndags indtog 30.000 politi og militærfolk byen og tanks og checkpoints blev hverdag. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har set en kampvogn før, men nu, kun 6 dage senere, er de allerede en del af gadebilledet, som jeg ikke mere lægger mærke til. Der er 3 kampvogne i gaden lige foran vores hus. Og der politimænd på gaden, afspærringer og en hel masse venten. De står der, dag ud og dag ind. Parat til at blokere for ind- og udkørsel af byen, hvis ‘det’ skulle ske. ‘Det’ som alle venter på og som ingen ved hvad er. Borgerkrig, bilbomber, optøjer. Der angst under overfladen. Den kommer frem i meningsløse diskussioner i trafikken og øget salg af anti-depressiver.

Fredags-talen er netop slut. Den virkede roligere end den plejer. Der er stille nu, for der knæles og bedes. Flere folk kommer stadig til og må sidde på asfalten. Tæpperne er nu også fyldt.

Min bofælle er lige kommet hjem. Hun fulgte vores anden bofælle ned til Downtown. Han er pressefotograf og har fået adgang til parlamentet. Der var fudstændig øde i Downtown, sagde hun. Alle butikker er lukkede, køretøjer har ingen adgang og der var militær på hvert et hjørne. Hun har aldrig set så mange maskingeværer på et sted før! Hun er tysk aktivist og har boet i Palæstina i flere år, også i perioder med udgangsforbud. Jeg er spændt på, hvilke billeder han kommer hjem med i aften.

Vi tænder for BBC. Bomber i Nord-Indien, bomber i Baghdad. Og nu, Beirut, der er små chancer for at løse landets krise, siger korrespondenten. Konflikten er den værste siden borgerkrigen endte i 1990. Der er kun få timer til at finde en løsning, men vi følger sagen som den udvikler sig løbet af dagen, siger nyhedsværten med britisk accent; ”And the dollar is now…” Videre til næste nyhed og vi lytter ikke længere efter. Fokus er forbløffende meget rettet indad mod Libanons navle, Beirut.

Der er noget som jeg beundrer ved Beirut. Folk har en utømmelig vilje til at fortsætte livet. Byen har en karisma, som folk udefra også støtter op om. På trods af dommedagstrusler har der de sidste to uger været fulde huse ved byens to kulturfestivaler. Hver aften har der været dans, performance, filmscreeningerne og teater. Kompagnier fra Tokyo, Belgien, Tunesien og Rio. Det er imponerende, at contemporary dance kan samle næsten 500 mennesker i en krise-by som Beirut, når Dansescenen i København mange aftener besøges af måske 50 mennesker. Er det eskapisme, flygter folk fra en hverdag de ikke kan holde ud? En hverdag tynget af en situation, som de ikke kan påvirke, men som deres liv og drømme er afhængig af. Måske derfor er der et kulturelt drive blandt folk, en vilje til at gennemføre og ikke aflyse planlagte festivaler, blot fordi de falder sammen med et udskudt og umuligt valg. Som en af organisatorerne sagde, “Hvis vi skulle udskyde hver gang, situationen var ustabil, ville vi jo aldrig kunne gennemføre noget. Vi fortsætter, så længe de udenlandske performer tør komme til landet. Det er meget modigt af dem.” I morgen ankommer Anne Teresa de Keersmakers dansetrup fra Belgien. De skal performe på søndag. De har hele tiden været mit håb. Hvis Anne Teresa de Keersmaker kommer til Beirut for at performe, så tør jeg også være her.

Så er bønnen ovre, folk rejser sig og spredes til alle sider. Der er roligt i gaderne. Er det stilhed før storm? Eller skal vi endnu engang igennem en udstrakt og slidende venten? Tror jeg vil gå ud i byen, man bliver sindssyg af den her form for påført lammelse. Det er en angst, som man ikke ved er berettiget eller ej. Min mor har lige haft ringet. Aldrig har hun fortalt mig så mange gange før, at hun elsker mig. I dag begyndte hun også at græde. Det skal nok gå, sagde jeg, jeg passer på. Vi har et netværk af folk, der sms’er, hvis der er steder man ikke skal bevæge sig. Men der er intet at være bekymret for, der sker ingenting. Sådan prøver vi i hvert fald at overbevise hinanden her. For ingen ved noget som helst. Og hvorfor så vente i ukonstruktiv angst?

20.40
Mirene kom lige forbi for at sige farvel. Matthew fik en besked, der er skyderier ved Cola bus station. Vi tænder for Al Jazeera. State of Emergency, siger de rullende tekster i bunden af skærmen. Det er kun en trussel. Præsidenten har givet militæret magten. Mirene og hendes ven skynder sig ud ad døren. Vi når at omfavne hinanden, længe, tårer er på kinderne. Hun rejser i morgen tidlig kl 5.00, hvem ved hvornår vi ser hinanden. Hvis hun kan forlade landet. Vi får se. Fra nu er der kun venten.